23948sdkhjf

Medie: Keramikproducenten Kähler er til salg

Designfirmaet Kähler, der blandt andet producerer vaser, er angiveligt til salg. Pris: Over en halv milliard.
Kähler Design, der blandt andet producerer de efterspurgte stribede vaser, er sat til salg.

Det erfarer Finans, som mener at corporate finance-huset Clearwater er blevet sat på opgaven med at finde en mulig køber af virksomheden.

Prisen ligger efter sigende på den gode side af en halv milliard kroner.

Det er bestemt ikke dårligt for en virksomhed, der gik konkurs i 2008 og genopstod, da arkitekten Frantz Longhi købte rettighederne til den mere end 175 år gamle keramikvirksomhed.

Det har vist sig at være en god forretning, for siden da er omsætningen bare vokset og vokset, og bundlinjen nåede op på 48 millioner kroner i det seneste regnskabsår.

En medvirkende årsag har formentlig været de populære vaser, der udkom i en særlig jubilæumsudgave forrige år, som blev revet væk og blev handlet til overpris bagefter.

Og direktør Jesper Holst Schmidt siger da også, at det er en virksomhed i topform.

- Vi kommer til at vokse massivt og forbedre både top- og bundlinje markant i forhold til sidste år. Det bliver ikke en fordobling, men det er tæt på.

- Vi har udbygget vores position i blandt andet Sverige og Norge og ser meget positivt på fremtiden, siger han til Finans uden i øvrigt at kommentere salgsrygtet.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094